Nyhedsbrev fra Holbæk Cykelsport

21-01-2021

December 2020
Hermed årets sidste nyhedsbrev fra din lokale cykelklub.

Nyt fra Motion
På trods af en masse aflyste aktiviteter hen over året, så må vi ikke glemme alle de aktiviteter som vi alligevel fik gennemført på trods af alle odds.
I begyndelsen af året, altså inden verden gik amok, havde Empire Cycling inviteret til mekaniker aften, hvor cykelmekaniker Tim Perlblad underviste i reparationer og gav gode råd om vedligeholdelse af cykler. Tak til Tim og Empire for at have os på besøg.
Den 26. februar havde vi besøg af tidligere prof. cykelrytter og sportsdirektør Brian Holm, som i den grad fik trukket fulde huse på Elværket. Det var en super aften, hvor Brian Holm underholdende fortalte anekdoter og historier fra sin lange karriere i cykelsporten.
Vi har med jeres hjælp kunnet afvikle DGI Holdløb og Enkeltstarten på vores rute på næsset. Vi har fået afholdt vores årlige klubmesterskab ved Mørkøv. Vi har afholdt en afdeling af Demin cuppen i Tølløse og haft et crossløb på Bjergmarksskolen. Tak til alle jer super gode hjælpere, som er med til at gøre det muligt.
Vi har haft nogle fantastiske klubaftener hen over sommeren, hvor vi bl.a. har fået hygget efter træning med alt fra is, kaffe, vand, grillpølser og ikke mindst pandekager. Tak til Finn og Mona Højland for altid velvilligt at stille sig til rådighed for fællesskabet og bakke op om vores klub.
Da corona nedlukningen blev ophævet i foråret lykkedes det at få uddannet nye holdkaptajner og trænere. Vores kaptajner og trænere er ligeledes med til at få klubben til at fungere ved at sikre, at vi kan få afviklet vores træning og ture på organiseret, sikker og lærerig vis. I 2021 vil der fortsat være fokus på at få uddannet kaptajner og trænere. Hvis du kunne tænke dig at blive kaptajn, så tøv ikke med at henvende dig til motionsansvarlig Henning Hjelm Hansen.

I motionsafdelingen glæder vi os til 2021, hvor vi forhåbentlig igen kan tage på klubtur til Hallandsåsen, køre Snowfun Cup, deltage i motionsløb og generelt bare nyde at køre i klub med verdens bedste cykelkammerater. Vi ses. /Henning Hjelm


Nyt fra MTB
Som alle andre er vi lidt ramt af Corona-træthed... Senest er det besluttet at aflyse det traditionelle juleløb 2. juledag m. tilhørende hygge og kanelsnegle.
Der er fortsat tirsdags-mtb m. intervaller og "mandfolk på mtb" søndagsture i mindre grupper. Teknik-træning meldes ud fra gang til gang, så der skal man holde øje med facebook-gruppen og give et pip, hvis man ønsker at komme - ellers aflyses.
Samme gør sig gældende ift. cyklecross-træningerne, der er ramt af aflyste løb på stribe (vi fik æren af at holde det sidste større løb inden 2. lukkebølge - det var et lyspunkt), hvilket også har skruet lidt ned for motivation til træningsaktiviteter.
Vi glæder os til at alting forhåbentlig snart normaliseres, så vi kan komme i gang med nogle flere aktiviteter igen - Ud og se på mtb, DGI sommer cup, en fælles tur til et udvalgt løb, vinter cup eller hvad vi nu kan finde på. /Simon Juhl


Klubtøj
Alle klubmedlemmer opfordres til at køre i klubtøj, dels promoverer det vores gode klub og dels vises vores sponsorer frem. Selvom det er vintertræning er det vigtigt at vores sponsorer får den eksponering, som de har betalt for via deres sponsorat. Husk at støtte vores sponsorer, - de støtter os.


Træning
På trods af Covid-19 situationen er der stadig god aktivitet i klubben. Især søndagstræningen er velbesøgt med ca. 20-35 ryttere.
Der trænes som vanligt fra Holbæk Sportsby, tirsdag og torsdag kl.18:00 og søndag kl. 10:00. Onsdag holder Morten Sørensen MTB teknik træning kl. 17:00. Der arrangeres løbende ture på landevej, Gravel og MTB, som annonceres på facebook. Hold dig opdateret på klubbens facebookside. Bestyrelsen opfordrer til at al træning, så vidt muligt, begynder i Holbæk Sportsby.


Covid-19
Alle HCS aktiviteter skal naturligvis leve op til myndighedernes retningslinjer. Tilpas jer og pas godt på jer selv. Vi er forhåbentlig i gang med begyndelsen på enden af denne sundhedskrise, og vi glæder til at drive klubben under normale forhold engang i løbet af det nye år.
Rabataftale med Flu?gger


HCS har tegnet en rabataftale med Flu?gger farver, Højvang 6, 4300 Holbæk. Aftalen går i sin enkelthed ud på, at klubbens medlemmer opnår 20% rabat på ikke nedsatte varer, og klubben opnår støtte baseret på medlemmernes køb (5%). Rabatten forudsætter medlemskab i HCS. Handlende skal opgive foreningen navn eller foreningenskontonummer hos butikken i kassen ved køb.


A-teamet bliver til et kontinentalhold
Vores A-team under ledelse af Team Manager Henrik Egholm har vokseværk, og Team Eiland Electric Carl Ras, opgraderer således pr. 1/1- 2021 til kontinentalniveau og skifter samtidig navn til Restaurant Suri Carl Ras. Teamet er formelt ikke længere en del af HCS, men drives i stedet af selskabet, G.S. Holbaek.


Den mentale binding til HCS er dog intakt, og teamet vil også i 2021 fungere som platform for vores unge mandlige landevejsryttere, som forsøger at finde fodfæste i den hjemlige A-klasse. Ejerkredsen bag G.S. Holbaek består af hele Danmarks VM-guldvinder Mads Pedersen, sportsdirektøren og politikeren Brian Holm, direktør og bestyrelsesformand i Brøndby IF Jan Bech Andersen samt Henrik Egholm.
Snowfun cup 2021


Der arbejdes i øjeblikket på at få sammensat en Snowfun cup i 2021. Umiddelbart tyder det på at der afholdes 4-5 afdelinger af cuppen. Meget mere følger i det nye år.

Forslag til feriehygge
Selvfølgelig skal du ud at cykle i juleferien, - det bliver fedt. Når du er færdig med at cykle og vil skrue helt op for hyggen på sofaen, kan vi anbefale følgende:

• Podcast: Forhjulslir, en rigtig god podcast om professionel cykelsport og personerne bag

• Podcast: Balsam for Sjælen, en podcast om Gravel cykling

• Hjemmeside: www.feltet.dk - Her finder du en god hjemmeside om alt indenfor cykling og cykelsport.

• Stream TV: Dplay: Radiotour med Holm & Bay, snak hen over sofabordet om alt indenfor prof. cykelsport, gode røverhistorier og anekdoter. Max. Hygge!!

• TV2-sport og Eurosport: Der bliver sendt masser af lækker cykelcross, bl.a. fra Namur og Heusden-Zolder. Det er mudder og bedre bliver det ikke!


Generalforsamling 2021
Generalforsamling forventes at blive udskudt 1-2 måneder med henblik på at vi igen kan mødes fysisk. Vi vender snarest tilbage med et bud på en dato.
Det var alt for nu. Bestyrelsen i Holbæk Cykelsport ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.