Ungdomstrænerne i HCS ungdom har for manges vedkommende rigtig mange års erfaring, som enten motionsryttere og/eller licensryttere (konkurrenceryttere). Flere af disse har desuden taget diverse trænerkurser, således de er klædt bedst muligt på til at kunne give de unge piger og drenge mange gode oplevelser på landevejen. Trænerne sætter en rigtig stor ære i at overbringe så meget viden og erfaring til de unge mennesker, som de kan benytte sig af, hvadenten de beslutter sig for at køre motionsløb, licensløb eller blot elsker at træne.
Træningen er bygget således op, at alle kan være med uanset erfaring og alder. I HCS har vi haft stor succes med at have ryttere lige fra 9 år til 16 år med til ungdomstræningen. I bund og grund er alderen ikke altafgørende, det er derimod de unge menneskers evne til at bevæge sig på deres cykel. Trænerne vil allerede efter første deltagelse til træning kunne vurdere, hvorvidt ungdomsrytteren er moden nok til at starte og evt. komme med råd til, hvorledes vedkommende kan blive klar.
Uanset om der er tale om sommer- eller vintertræning så vil rytterne altid blive instrueret i hvorledes de mest hensigtsmæssigt bevæger sig rundt på deres cykler.
Inden hver træningstur bliver rytterne instrueret i planerne for dagens træning, desuden vil forældrene modtage forskellig relevant information omkring eventuelle kommende arrangementer, ligesom det også aftales med forældrene, såfremt det kunne give mening at køre et bestemt sted hen på træningsruten for at se børnene køre.
Efter hver træning samles alle rytterne til en evaluering af dagens træning, hvor rytterne modtager feedback på deres indsats, samt hvad trænerne ellers har observeret på træningsturen.
Sommer (ultimo marts til september)
Sommertræningen forgår på en fast tur hver gang, som giver os mulighed for at udfordre alle drengene og pigerne uanset deres niveau. Der indgår faste elementer i enhver træning, som er med til at give de unge mennesker nogle færdigheder på deres cykel, som de ellers ikke ville få. Der bliver eksempelvis kørt forskellige former for rulleskift, skiltespurter, enkeltstarter, fartlege på lille rundstrækning og meget mere.
De unge som vælger at køre licens vil i perioden fra april til ultimo september kunne deltage i organiserede væddeløb (på rundstrækninger der typisk køres igennem flere gange) under Danmarks Cykel Union. Desuden vil de der vælger at køre motion kunne deltage i motionsløb i samme periode, hvor det er på længere ruter, hvor færdselsloven skal overholdes. I weekender, hvor der ikke er enten licensløb eller motionsløb vil der løbende blive aftalt særlige træningssessioner.
Eftersom vi kører på en fast rundstrækning hen over sommeren, giver det os rigtig god mulighed for at indsluse helt nye uerfarne piger og drenge. Der er som oftest minimum 2 voksne trænere med til hver træning, hvor den ene kører lidt mere intensivt med de stærkeste, mens de mindre erfarne (eller dem som blot er trætte den pågældende træning) bliver kørt lidt blidere. Ligeledes kører vi noget ”kravlegårdstræning” med helt nye ryttere, for meget tidligt at få bragt rytterne op på et niveau, så det bliver forsvarligt at tage dem med ud på fællesturene.
Vinter (oktober til april)
Vintertræningen benyttes med henblik på at opretholde en fornuftig grundform, samt vedligeholde cykelfærdighederne. Der køres ikke intervaller i første halvdel af vintertræningsperioden, da vi her skal slappe lidt af efter en lang sæson. Desuden kører vi lidt længere ture i områder, hvor vi normalt ikke kører. Vi sidder 2 og 2 i et tempo hvor alle kan følge med.
Når vi kommer tilbage efter årsskiftet, så begynder vi stille og roligt at køre lidt intervaller, som gradvist bliver længere og hårdere efterhånden som vi nærmer os sæsonstart i april. Ruterne vil fortrinsvis stadig være ruter, hvor vi ikke normalt kører i sommerhalvåret, men jo tættere vi kommer på sæsonstart des flere rundstrækninger bliver introduceret.
Hvis du har mod på at prøve at deltage i HCS ungdomscykeltræning så anbefales det i første omgang at tage direkte fat i vores ungdomsformand (Jonas Hjort Christensen ) via ungdom@holbaek-cykelsport.dk, som sørger for at få dig introduceret til de rigtige trænere. Muligvis er der også behov for at komme forbi Sportsbyen med henblik på at låne en cykel, således du er klar med det samme til første træning – det er altid noget som bliver aftalt individuelt fra person til person.